Albertsen-Dragsted

Ude

Julie Meera Albertsen (sopran, f. 1986) studerer i øjeblikket på Operaakademiet i København hos operasanger Anne Margrethe Dahl. Julie startede sin musikalske karriere på Musikalsk Grundkursus i Helsingør, hvor hun studerede hos Matti Borg fra 2005-08. I 2009 blev hun optaget på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor har studeret hos Lars Thodberg Bertelsen.

I 2012 påbegyndte Julie sit kandidatstudium på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Hanna Hjort, hvilket hun færdiggjorde med højeste karakter i 2014.

Ved siden af sine studier er Julie aktiv som solist i det danske koncertliv. Senest i november 2014, hvor hun var solist i både Faurés ’Requiem’ og Mozarts ’Requiem’. I februar 2016 debuterer Julie på Det Kongelige Teater i rollen som Barbarina i ’Figaros Bryllup’.

Laurits Dragsted (klaver, f. 1989) startede i 2008 sine studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Amalie Malling, og afsluttede efter tre år sin bacheloruddannelse med højeste karakter. Laurits har siden modtaget undervisning af Eugen Indjic og Jens Elvekjær, og studerer i øjeblikket retorik på Københavns Universitet, og håber i fremtiden at kunne anvende sine retoriske færdigheder i arbejdet med akkompagnement og repetition for sangere og instrumentalister.

Laurits har optrådt som solist og kammermusiker i bl.a. Tivolis Koncertsal, Det Kongelige Teater og Hôtel des Invalides i Paris og har desuden spillet i Det Kongelige Kapel og Athelas Sinfonietta. Udover at være udøvende pianist arrangerer Laurits også regelmæssigt crossover-koncerter for klassiske musikere og jazzmusikere på Literaturhaus, Nørrebro.